Generalforsamling 2021
Referat af Ellinge Strand Grundejerforenings ordinære Generalforsamling afholdt den 21. august 2021 i feriekolonien ”Lyngborgen”, Ellinge Lyng.
Fremmødte:
87 deltog fra 50 parceller. Parcellerne var repræsenteret således:
Toftevej nr. 22, 24, 25, 26, 29, 31, 33, 34, 37, 39, 40+42, 43, 45, 47, 51, 53, 55, 57
Syrenvej nr. 11, 13, 15, 17, 30, 38, 44, 48, 54, 56, 60, 66, 72, 74, 80, 82, 84, 88
Gl. Kongevej nr. 14, 16, 20, 22, 24, 26, 28, 30, 32, 34, 38, 40, 44, 48
Derudover deltog Sy 8 B uden stemmeret, som repræsentant for den øverste del af Syrenvej.
Der var 2 fuldmagter: fra Sy 40 0g Gl. Kongevej 36.
Fra bestyrelsen deltog: Formand Jørgen Christoffersen, Næstformand Lisbeth Stilling.
Bestyrelsesmedlem Jan Rasmussen, Lene Holst Merrild, samt suppleanterne: Bo Friis og Britt Heinzmann. Afbud fra kasserer Lone Christoffersen
På Syrenvej er der 48 parceller, som er medlem af foreningen, hertil de 8 parceller fra nr. 2-14, som ikke er medlem af foreningen
På Gl. Kongevej er der 18 parceller, som er medlem af foreningen.
På Toftevej er der 28 parceller, som er medlem af foreningen.
Dagsorden:
- Valg af Dirigent
- Præsentation af kloakeringsprojektet ved senior projektleder Maj-Britt Greve, Odsherred Forsyning
- Oplæsning af bestyrelses- og generalforsamlingsprotokol
- Beretning om foreningens virksomhed
- Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse
- Bestyrelsens forslag til budget og kontingent for det kommende år
- Indkomne forslag
Bestyrelsen foreslår, at foreningen nedsætter en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe, som skal indhente tilbud vedrørende samlet kloakering af foreningens grunde. Dette for at minimere den enkelte grundejers udgift i forbindelse med etablering af stikledninger m.v.
Bestyrelsen er tovholder for gruppen og kommunikerer de tilbud som modtages af de entreprenører, der bliver spurgt. Efterfølgende udsendes arbejdsgruppens konklusion til alle foreningens medlemmer, der herefter kan beslutte om de vil anvende tilbuddet eller selv foretage valg af enge entreprenører/kloakmestre. - Valg til bestyrelse
På valg er:
Formand Jørgen Christoffersen
Næstformand Lisbeth Stilling
Bestyrelsesmedlem Lene Holst Merrild - Valg af suppleanter til bestyrelsen
Suppleant Bo Friis (er villig til genvalg)
Suppleant Britt Heinzmann (er villig til genvalg) - Valg af 2 revisorer:
Line Groth Andersen (er villig til genvalg)
Kirsten Rasmussen (er villig til genvalg) - Eventuelt
Ad 1. Valg af Dirigent
Formanden foreslog valg af Bo Friis (SY 54) som dirigent, hvilket generalforsamlingen tiltrådte. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt i henhold til foreningens vedtægter.
Ad 2. Kloakeringsprojektet
Senior projektleder Maj-Britt Greve, Odsherred Forsyning orienterede om planerne for den snarligt kommende kloakering. Beboerne på Toftevej har været indkaldt til møde d. 12. august, og beboerne på Syrenvej og Gl. Kongevej bliver indkaldt i løbet af et par måneder.
Infobrev fra Forsyningen sendes til vores hjemmeadresser, og være vedlagt en skitse med forslag til placering af skelbrønden. Der er mulighed for at få placeringen ændret efterfølgende.
Kloakering på Toftevej går i gang i september, Syrenvej november og Gl. Kongevej til marts. Alle steder begynder man mod vandet og arbejder sig opad mod Lyngvejen. Det vil i perioder ikke være muligt at køre ind til sin grund, men det vil altid være muligt at gå dertil.
Når arbejdet foregår, vil der køre maskiner i ”tog” af 30-40 meters længde. ”Toget” kører 10-25 m. om dagen. Man placerer kloakledningerne så tæt på midten af vejen som muligt afhængig af forholdene.
Man forventer at være klar med kloakeringen i vores område til juni 22. Herefter sendes et tilslutningsbrev, hvoraf fremgår, at man har et halvt år til at slutte sig til kloakken – og med en faktura på ca. 40.000 kr. Se i øvrigt Forsyningens hjemmeside med 6 ugers tidsplaner.
Husk at gøre entreprenøren/kloakmesteren, der skal tilslutte kloakken på egen grund, opmærksom på, at skelbrønden kun er til spildevand – ikke regnvand – og husk at få en kopi af placeringstegningen, som vedkommende sender til kommunen.
Inden da foretages grundvandssænkning, hvilket allerede er i gang med udlægning af rør på vores veje. Grundvandet renses ved en station, der opstilles for enden af Syrenvej ved bommen. Grundvandet renses for okker inden det pumpes ud i vandet ved vores bro.
Inden kloakeringen påbegyndes fotograferes alle bygninger.
Dette er af forsikringsmæssige grunde, i tilfælde af at der kommer skade på bygningerne under udførelsen af arbejdet. Den gamle septiktank kan kommunen give tilladelse til at bruge til opsamling af regnvand. De skitser, der er sendt ud til de ejere, der skulle kloakeres via Pinsestien, vil blive ændret, idet man har erkendt, at Pinsestien ikke kan bruges til kloakledninger. Nye skitser udsendes snarest.
Yderligere informationer og kontakter kan ses på:
www.odsherredforsyning.dk/sommerhuskloakering
Aarsleff kan kontaktes via: borgerhenvendelse@aarsleff.com
Hvis der opdages hærværk på materiel, eller man har brug for hurtig hjælp, bedes man kontakte Aarsleffs på akuttelefon: 2464 7914
Se i øvrigt vedlagte: Maj-Britt Greves oplæg på generalforsamlingen.
Formanden oplyste, at vi netop har foretaget en grundig fotografering af vores veje, således at vi kan dokumentere vejenes meget gode vedligeholdelsesstand.
Ad.3 og 4
Bestyrelsens beretning for perioden 15.8.2020-21.8.2021
Formanden, Jørgen Christoffersen forestod beretningen om foreningens virksomhed suppleret med indlæg fra Britt Heinzmann og Lene Holst Merrild og Lisbeth Stilling.
Beretningen var blevet udsendt sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Hjertestarter: er opsat ved Syrenvej 17. Der har heldigvis ikke været brug for den endnu. Men mange har udtrykt, at det er trygt at have den til rådighed.
Umiddelbart efter generalforsamlingen afholdes hjertestarterkursus, som også i lighed med sidste kursus er gratis for deltagerne, da det er en fordel for alle, at så mange som muligt, kan yde førstehjælp. Kurset afholdes af Aprokom ved Hanne Bechmann og Henning Dons som også sponsorerer kursuset.
Broen: Den årlige brodag var aflyst for 2. år i træk. Bestyrelsen har vurderet, efter gennemgang af broens tilstand og efter udskiftning af enkelte brædder, at den er i god stand. Formanden har stadig et stort lager af brædder m.v. liggende. Bestyrelsen opfordrer til, at man melder til formanden, hvis der er problemer med brædder på broen – og man er selvfølgelig velkommen til selv at hente brædder og reparere broen.
Bestyrelsen har i forbindelse med de store udgifter, vi har til renovering af vores veje, dræn og drænbrønde, drøftet om vores tidligere forslag om en omfattende renovering af broen kunne gennemføres af økonomiske årsager. Bestyrelsen arbejder ud fra, at der til stadighed skal være likviditet og ressourcer til at beskytte vores område mod retssager eller lignede og til, at vi altid kan betale vores kreditorer. Projektet er derfor udskudt til et senere tidspunkt.
Vejene: Entreprenør Jesper Jensen har igen i år repareret Syrenvej og i år også stikvejene til Syrenvej, som ikke har været vedligeholdt i mange år, men ikke Gl. Kongevej og kun de nødvendige huller på Toftevej. De 2 sidste stikveje på Syrenvej vil vi reparere efter kloakeringen, hvis dette skulle være nødvendigt. Angående Toftevej har vi en aftale med Konepartens Grundejerforening, at de står for istandsættelse og at vi betaler vores del af udgifterne.
Bestyrelsen ved Jan Rasmussen har også i år brugt tid på at fjerne grene og kratudhæng på Pinsesiten, så den stadig fremstår fin og fremkommelig.
Vi havde et stort problem med den meget omfattende tunge trafik på Gl. Kongevej og en omfattende trafik via Syrenvej til ejendommene i Fuglebæk Å´s Grundejerforening, en trafik, der fik flere af vores medlemmer til at rette henvendelse til bestyrelsen om det var muligt at spærre vejen ved nr. 46 med en bom.
Formanden henvendte sig til Odsherred Kommune og efter flere rykkere, har vi nu fået kommunens og politiets tilladelse til at opsætte en bom ved nr. 46 og et ”blind vej” skilt ved Åbæksvej, hvor vores del af Gl. Kongevej begynder.
Dog har bestyrelsen besluttet, efter henstilling fra Aarsleff, at vi venter med at sætte bommen op til kloakeringen, er færdig. Det er er mest hensigtsmæssigt at holde flest mulige veje åbne mens det foregår, idet der periodevis må afspærres flere af de omkringliggende veje.
Ved bestyrelsens rundtur med Jesper Engvang fra Aarslev, blev det også aftalt, at stenen mellem Nordvej og Syrenvej midlertidigt flyttes, så der kan åbnes op for en ekstra omkørselsmulighed i perioden.
Grundejerforeningen Fuglebæk Å har gjort indsigelse mod bomprojektet, og formand og næstformand har holdt møde med dem. Vi forventer dog, at det ikke vil være til gene for dem, da deres veje siden er blevet istandsat og er fine at køre på, således at de ikke længere finder det attraktivt at køre til deres grunde ad Gl. Kongevej og Syrenvej.
Vi har gennem tiderne haft dialog med ejerne af Syrenvej 2-14 vedrørende vejbidrag, hvilket der tidligere har været afsagt vejbidragskendelse fra Trundholm Kommune. Det lykkedes sidste år at opnå enighed om betaling, og alle har nu betalt.
Grøfterne:
Vi har igen og igen gennemgået grøfterne, dræn og drænbrønde i vores område og har som sidste år gennemført en omfattende spuling og rensning af alle drænrør og de 10 brønde på Pinsestien. Alle drænbrønde er nu tegnet ind på kort, så det fremover skulle være overskueligt.
Vi har haft en dialog med Odsherred Kommunes Vandteam og har orienteret det om de aktiviteter og reparationer, vi har igangsat.
Vi vil til efteråret igen foretage den samme øvelse: gennemspule og rense alle brøndene og tilgængelige dræn i hele vores område. Arbejdet er bestilt og vil gennemføres sidst på efteråret efter løvfald.
Nu mangler kun grøfterne på grundene for enden af Toftevej at blive oprenset, så vandet kan løbe frit til brøndene. De grundejere, der ikke har renset deres grøfter, har fået besked af bestyrelsen, at hvis oprensningen ikke er foretaget inden d. 31.august, vil bestyrelsen kontakte vandteamet og bede dem foranlede at grøfterne renses på ejerens regning.
TO 34 oplyser at han har store problemer med vand på sin grund, og spørger hvorfor bestyrelsen ikke gør mere for at afhjælpe problemet f.eks. ved at gøre, som Vandteamet anbefalede at lægge et større rør på Toftevej og grave det længere ned, samt at grave grøfterne på parcellerne Toftevej 57 og 59, som vil give vandet frit løb. Han har undersøgt, at det vil koste en startudgift på 15.000 kr. og 11.000 årligt plus moms herefter at rense de omtalte grøfter med professionel hjælp.
Formanden svarer hertil, at TO 34 og bestyrelsen har haft en meget lang korrespondance i løbet af året, at vi har været i kontakt med Vandteamet, der har godkendt vores planer, at vi har renset alle dræn og brønde, samt flere gange henstillet til, at de private grøfter renses. Bestyrelsen kan ikke gøre mere indenfor de gældende regler uden at overtræde dens beføjelser. Men TO 34 er velkommen til at fremsætte et forslag på næste generalforsamling.
Kongelejren
Bestyrelsens dialog med Kongelejren har medført, at de har installeret et system, der slukker for musikken, når den kommer over et vist niveau. Kongelejren oplyser, at der ikke har ikke været klager siden de efter Coronarestriktionerne er åbnet igen. Ligeledes er det ikke muligt, at åbne vinduer ud til den side, hvor der ligger sommerhuse. Musikstøjen indefra svinder således til 40 dB ved de nærmeste huse.
Hjemmesiden www.ellingestrand.dk
Hjemmesiden opdateres jævnligt med de aktuelle informationer, som bestyrelsen udsender til medlemmerne og med diverse links.
Bestyrelsen arbejder på at få et mere tidssvarende layout.
Gl. Kongevej 28 spørger om det er muligt, at få adgang til samtlige generalforsamlingsreferater. Hertil svarer TO 39, at det kan være et problem med datasikkerhed, hvis de lægges på hjemmesiden.
Bestyrelsen vil undersøge mulighederne.
Facebookgruppen: grundejerforeningen Ellinge Strand
Gruppen administreres af et til enhver tid siddende medlem af bestyrelsen med henblik på at sikre, at medlemmerne som accepteres til gruppen, har tilknytning til en adresse i Grundejerforeningen. Britt er p.t. den primære ansvarlige.
Det er hensigten at gruppen skal bruges af medlemmerne til intern kommunikation, og ikke som kommunikation mellem bestyrelsen og medlemmerne.
Alt lige fra anbefalinger af lokale seværdigheder og restauranter til efterlysninger af legeaftaler, lån af fiskestænger, arbejdskraft med mere.
64 personer er nu medlem af gruppen. Ansøg om medlemskab af gruppen med angivelse af den adresse, du er ”tilknyttet”. Jo flere vi er, jo flere positive oplevelser og informationer, kan vi dele med hinanden.
Salg af sommerhuse
I foreningen har der igen i år været solgt mange sommerhuse og bestyrelsen har haft forespørgsler fra de nye ejere om opførelse af to-familiers hus, udstykning af grunde samt udlejning.
Bestyrelsen har i overensstemmelse med vores servitutter, vedtægter samt ordensreglement besvaret alle forespørgsler og meddelt, at dette ikke er tilladt. Parcellerne må kun benyttes til beboelse af ejeren, dennes familie, venner og bekendte, og kun af en familie pr. parcel. Der må kun forefindes et køkken pr. parcel.
At erhvervsmæssig udlejning, således som defineret i lov om sommerhuse og camping m.v. (sommerhusloven), ikke er tilladt. At grundene ikke må opdeles eller udstykkes.
Det er tilladt at opføre udhus, der dog ligesom beboelseshuset skal være godkendt af bestyrelsen som påtaleberettiget, af Odsherreds kommunes bygningsmyndighed og i visse tilfælde af naturfredningsnævnet.
Ved en hver nybygning skal erlægges et depositum på 5.000 kr. til sikkerhed for prompte og korrekt retablering af vejbane og vejrabat. Depositum returneres, hvis bestyrelsen skønner, at der ikke er sket skader. Der må ikke foretages opgravning i vejene uden forud indhentet tilladelse fra bestyrelsen. Se i øvrigt hjemmesiden med relevante oplysninger om bygninger, nybygninger samt om- og tilbygninger.
Bestyrelsen har tilsluttet et advokatfirma til grundejerforeningen. Firmaet vil fremadrettet være vores juridiske rådgiver i alle spørgsmål, der måtte omhandle fortolkning af vores servitutter m.v.
Skilte
Bestyrelsen har gennemgået skiltene på vores veje og har udskiftet dem, der var i dårlig stand. De skilte, der er opsat på begge sider af broen, er opsat af forsikringsmæssige årsager, da færdsel på broen er på eget ansvar. Dette er nødvendigt af hensyn til den ansvarspådragelse vi kan få, hvis markeringen ikke er tydeliggjort. Skiltene er vendt så de ikke generer de matrikelejere, der har udsigt til vandet.
Skiltet for enden af Syrenvej mod Lyngvejen var netop flyttet fra venstre side til højre side af vejen af hensyn til synligheden – men 12 timer efter var skiltet lagt ned – hærværk?
Vi forsøger igen at opsætte skiltet.
Ordensreglement
Formanden indskærpede igen vores ordensreglement, og at bestyrelsen er den påtaleberettigede. Ordensreglementet findes på foreningens hjemmeside med en beskrivelse af de forhold man skal være opmærksom på.
Bestyrelsen har i den senere tid modtaget en række klager over støj og manglende respekt for foreningens ordensreglement. Klager som bestyrelsen bruger uforholdsmæssig meget tid på.
Vær opmærksom på, at enhver aktivitet, som ved røg, larm eller ilde lugt kan være til ulempe for de omkring boende, er forbudt. (åben ild er under alle omstændigheder forbudt!)
Støjende adfærd, såsom støjende leg, råben og skrigen, hundeglam samt udendørs anvendelse af f.eks. musikinstrumenter, radio, cd-afspiller, båndoptager, grammofon og TV, må betragtes som overtrædelser.
Det henstilles til at støjgener, som hidrører fra anvendelse af el-og motorsave, motorklippere, flis maskiner mm. begrænses til ikke at finde sted på lørdage, søndage og helligdage i tidsrummet kl. fra kl. 13-09 i perioden fra 1. april til 31. august.
Et punkt, der er gennemgående i alle referater fra generalforsamlingerne siden 1971 er klager over, at der bliver kørt for stærkt på vores veje:
HUSK at fartbegrænsningen er max 20 km. I timen.
Vi har fået nye ejere og mange børn i området, så sænk farten og vær opmærksom på de mange personer, der færdes på vores veje.
Respekteres vores fartgrænse ikke, vil bestyrelsen foranlede at der opsættes to bump eller chikaner i form af kampesten på Syrenvej, som er den vej, vi modtager flest klager over.
Formanden afsluttede beretningen med at minde alle om, at huske at meddele adresse/mail ændringer.
Herefter blev bestyrelsens beretning godkendt med applaus.
Ad 5. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse
Formanden fremlagde det udsendte reviderede regnskab for 2020.
Regnskabet udviste et lille overskud trods de større udgifter, hvilket skyldtes at indtægterne fra bl.a. ejendomsmæglergebyr var større end forventet.
Regnskabet blev herefter godkendt af generalforsamlingen.
Ad 6. Bestyrelsens forslag til budget og kontingent for det kommende år 2022
Formanden fremlagde forslaget.
Bestyrelsen foreslår et uændret kontingent på 1.000 kr.
TO 31 anførte at der er afsat penge til vedligeholdelse af veje. Det bliver muligvis ikke nødvendigt at bruge penge på vejene i 2022, da de bliver retableret efter kloakeringen, er færdiggjort.
Hertil svarede formanden, at vi allerede havde udarbejdet budgettet, da vi fik besked om den forestående kloakering – og at det er korrekt at pengene derfor måske kan spares.
Budgettet og kontingentet for 2022 blev vedtaget med uændret kontingent
Ad 7. Indkomne forslag
Arbejdsgruppe blev nedsat med følgende medlemmer:
TO 28
TO 37
TO 43
TO 57
Gl. Kongevej 20
Bestyrelsen vil snarest indkalde til drøftelse af opgaver og fordeling af disse.
Ad 8. Valg til bestyrelse
Jørgen Christoffersen
Lisbeth Stilling
Lene Holst Merrild
Blev alle valgt uden modkandidater
SY 15 påpeger, at det er uheldigt, at formand og næstformand begge er på valg.
SY 20: det kan desværre forekomme, da valgene ikke er direkte idet bestyrelsen konstituerer sig selv efter valg.
Ad 9. Valg af suppleant til bestyrelsen
Bo Friis blev genvalgt uden modkandidat.
Britt Heinzmann blev genvalgt uden modkandidat.
Ad 10. Valg af revisorer
Line Groth Andersen blev genvalgt uden modkandidat
Kirsten Rasmussen blev genvalgt uden modkandidat.
Valgene blev applauderet.
Ad 11. Eventuelt
Flere påpegede igen i år, at løse hunde er et problem for vores vilde dyr. Vis hensyn og hold hunden i snor.
Der opfordres kraftigt til at hundeejeren fjerner efterladenskaber – specielt på broen er det et stort problem med mange hundelorte.
TO 45 påtalte brandfaren ved alt det kvas, der ligger på grundene rundt omkring. Formanden vil skrive i næste nyhedsbrev, at grene og kvas skal fjernes!
SY 54 foreslog, at vi til næste brodag også laver en strandrydningsgruppe, samt en gruppe, der kan rydde op på Pinsestien.
Det behøver ikke at være bestyrelsen, der hver gang skal stå for det praktiske ved f.eks. udskiftning af brædder på broen, maling af bænk eller lignende arbejde. Det ville være fint, hvis bestyrelsen havde en mulighed for at ringe om hjælp, hvis der er behov herfor. Karsten Hemmingsen Gl. Kongevej 38 meldte sig som altmuligmand.
TO 55 spørger om nogen kender til planer om en cykelsti på Lyngvejen. Det er livsfarligt at cykle dér!
Formanden vil undersøge, hvordan det går med arbejdsgruppen, der arbejder med dette i kommunen.
Lyngborgen oplyser at de i løbet af året vil bygge nyt stort køkken, så lokalerne kan lejes ud til fester m.v. Der er også mulighed for overnatning med 50 sengepladser.
Herefter takkede formanden dirigenten for en glimrende indsats, og bestyrelsen for deres store engagement og årets arbejde samt forsamlingen for en god generalforsamling med en meget positiv tone og stort engagement. Ligeledes applauderet.
Hvorefter forsamlingen fejrede foreningens 50-års fødselsdag med smørrebrød.
Lisbeth Stilling Bo Friis
Referent Dirigent
Jørgen Christoffersen
Formand