Nyt fra bestyrelsen, marts 2017

Kære medlemmer

Kloakering

Hermed information om det netop afholdte møde lørdag den 18. marts 2017 for de Grundejere der skal have kloakeret deres ejendomme i 2017.
Som vi tidligere har informeret om er vi ikke involveret i denne omgang, men der er informationer som vi finder, kan have interesse for vore medlemmer.

Nyt om sommerhuskloakering

Lørdag d. 18. marts havde forsyningen indbudt 450 grundejere fra Vig Lyng til temamøde om vakuumkloak. Mere end 300 personer mødte op i Vig Forsamlingshus.

Mødets indhold

På mødet kunne grundejerne høre nærmere om hvordan et vakuumsystem fungerer, og hvorfor systemet er valgt.

Arne Kristensen fra STEEL Engineering A/S fortalte om de tekniske detaljer, imens forsyningens projektledere, Alf Thomassen og Peter Christiansen, præsenterede stikplaceringer og tidsplan for projektet, der omfatter 450 ejendomme som kloakeres frem til foråret 2018.

De 230 af ejendommene vil få en vakuumbrønd placeret på grunden, og derfor deltog landinspektør Henning Østergaard fra www.skel.dk med et indlæg om ekspropriation og åstedsforretning. De resterende ejendomme vil få en almindelig skelbrønd på deres grund, hvilket foregår uden ekspropriation.

Som afslutning oplyste administrationschef, Fanny Villadsen om de økonomiske aspekter, i form af tilslutningsbidrag, mulighed for betalingsaftale, de faste årlige udgifter mv.

Sådan ser vakuumbrønden og dækslet ud

Fibernet

Et af spørgsmålene fra salen handlede om fibernet. Grundejer Flemming Jensen fra Vej 13,  oplyste at Fibia er i gang med projekt i området, og vil rulle fibernet ud i de grundejerforeninger, hvor mængden af interesserede er stor nok.

Det kræver at ca. hver tredje ejendom tilkendegiver ønske om at blive kunde inden d. 18. april 2017. Tilmelding kan ske på www.fibia.dk/viglyng.
(Det er ikke en del af forsyningens projekt).

Lyd

Flere gæster spurgte til lydniveauet fra vakuumbrønden. Det giver et lille sus når  vakuumventilen åbnes og tømmer brønden. Det er ikke noget man som grundejer bemærker, og bør ikke give anledning til gener. Vi er i gang med at skaffe lydfil og decibel måling, som sendes med ud i næste nyhedsbrev.

Nye tidsplaner på vej!

Der er nye tidsplaner på vej for kloakering af sommerhuse i dele af Sejerøbugten. Området vil bestå af 6 etaper som tidligere udmeldt, og Vig Lyng er fortsat etape 1. Der ændres på placering og tidsplan af de øvrige 5 etaper, da forsyningen har måttet revidere investeringsplanen, som følge af ny økonomisk regulering af vandsektoren.

Vi er næsten klar med forslag til ny tidsplan, som skal sendes til politisk behandling.

Kort og tidsplan for de nye etaper, sendes ud her i nyhedsbrevet snarest muligt.

Slå jer sammen

Som grundejer skal du selv bestille og betale det arbejde, som skal udføres inde på grunden. Nogle steder giver det god mening for naboer at slå sig sammen, og indhente fælles tilbud fra en entreprenør.

Husk at arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester, og der skal sendes færdigmelding til Odsherred kommune, når ejendommen er tilsluttet det nye kloaksystem.

Dette til orientering

Mange hilsner
Lone Christoffersen
Kasserer
Grundejerforeningen Ellinge Strand
Tlf.: 5123 7406
Mail: lonechris@youmail.dk