Nyt fra bestyrelsen september 2020

Kære medlemmer.

Hermed en statusrapport over de emner som bestyrelsen forelagde på generalforsamlingen i august måned, samt datoer for brodagen i 2021 og generalforsamlingen i 2021.
Vi har tidligere sædvanen tro, i god tid udsendt information om afholdelse af vor traditionelle BRODAG, og i 2021 har vi fastsat dagen til lørdag den 15. maj 2021 kl.10.00
Generalforsamlingen afholdes lørdag den 21. august 2021 kl.10.00 i Lyngborgen.


Omfattende vedligeholdelse af den eksisterende bro

Bestyrelsen er i gang med at indhente tilbud og når vi har et klart overblik over tilbuddene og specifikationerne, indkalder vi til ekstraordinær generalforsamling med dette punkt på dagsordenen.

Dræn og brønde

Alex Slamsugning har oprenset og spulet en del af vore 14 drænbrønde som vi tidligere har gennemgået.
Desværre var en del af dem sandet til og det har betydet, at vi er blevet forsinket.
I følge vor opfølgning dags dato, er der nu afsat tid til at få renset brøndene på Pinsestien inden for den nærmeste fremtid.

Oprensning af grøfterne i vort område

Bestyrelsen har gennemgået de grøfter, der tidligere har været et problem og har konstateret at alt er i orden og vi forhåbentligt er blevet problemerne kvit for nuværende.
Det skal dog nævnes, at grøfterne kræver jævnlig vedligeholdelse, hvis ikke vi skal opleve
problemerne igen.

Kontingent for 2021

Kontingentopkrævninger bliver udsendt som tidligere den 1. april 2021, og til nye medlemmer vil der fra Nets/Betaingsservice blive udsendt en opkrævning, hvor der er mulighed for at tilmelde sig betalingsservice.

Hjemmesiden

Hjemmesiden er opdateret med alle relevante oplysninger. Herunder referatet fra vor generalforsamling samt budgettet for 2021, samt oplysninger om vor nye Face Book side for foreningens medlemmer.
Hjemmesiden har følgende adresse: https://gl.wostst2.dk

Facebook

Som vi orienterede om på generalforsamlingen, har vi arbejdet på at oprettet en ny Facebook side for foreningens medlemmer som bestyrelsen administrerer og som skal bruges til kommunikation medlemmerne imellem – ikke som talerør for bestyrelsen.
Denne gruppe er nu oprettet og man kan tilmelde sig ved at gå ind på vor hjemmeside og find Privatgruppen: Grundejerforeningen Ellinge Strand og anmod om medlemskab, så går det hele automatisk.
Der findes nu en lukket og en åben gruppe på Facebook med samme navn: Grundejerforeningen Ellinge strand.

Adresseliste over foreningens medlemmer

Husk at fremsende ændringer til formanden hvis der er ændringer i de oplysninger, vi tidligere har modtaget.

Skiltning

Vi har udskiftet alle gamle skilte, og vi mangler kun enkelte nye og dette vil ske
den 26.09. 2020.

Spærring af Gl. Kongevej ved nr. 40

Efter vor fremsendelse af ansøgning om spærring af vejen har vi d.d. modtaget svar fra Kommunen med følgende ordlyd:

”Jeg kan bekræfte at vi har modtaget en ansøgning fra dig den 16. juli 2020.
Sagsbehandlingen er endnu ikke påbegyndt, da der pt. er en større mængde ubehandlede henvendelser, der ligeledes afventer sagsbehandling.
Det er ikke i øjeblikket muligt at oplyse en forventet sagsbehandlingstid, men vi behandler alle henvendelser så hurtigt som det er muligt med de ressourcer, der er til rådighed”.

Vi må således væbne os med tålmodighed, idet en afgørelse åbenbart ikke er lige for.

Tang på stranden

På vor henvendelse til Kommunen har vi modtaget nedenstående svar:

”Vi kan ikke tillade at der fjernes tang fra stranden og slet ikke at det lægges op i klitterne.
Vi lever selvfølgelig med at naturen ved stormvejr overskyller området og der efterlades tang.

Hele Sejerøbugt er internationalt naturbeskyttelsesområde omfattet af EU’s habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiver, og beskyttelsen af området, herunder den frie dynamik, er væsentlig for at bevare områdets værdier.

Kommunen fjerner bl. a. derfor kun tang i badesæsonen fra 1. juni til 31. august og kun på udvalgte strækninger. Enkelte grundejerforeninger har fået lov til at rydde små strækninger bl.a. på betingelse af at tangen blev bortkørt.

Vi har ikke noget imod at der flyttes små mængder tang ud til siden, fx hvis I ønsker at lave en passage ned til vandet, og at I tager små mængder tang med hjem til køkkenhaven. Hvis det skal bruges i landbruget, kræver udspredning på landbrugsjord særlig prøveudtagning.”

Støj fra Kongelejren

Vi har, som vi meddelte på generalforsamlingen haft en længerevarende og positiv dialog med Kongelejrens bestyrelse vedrørende de støjgener, vore medlemmer har oplevet og som vi har opfattet som stærkt generende og uacceptable.
Vi har nu fået vished for, at Kongelejren har installeret et støjdæmpningsanlæg og bestyrelse har aftalt et møde med Kongelejrens bestyrelse den 11. oktober 2020 hvor vi vil blive præsenteret for anlægget og dets funktioner.

Vi håber i alle har det godt og passer på jer selv i disse Coronatider.

Mange hilsner
På bestyrelsens vegne
Jørgen Christoffersen
Formand

Similar Posts